Skal den danske vandforsyning være decentral og forbrugerejet?

De decentrale forbrugerejede vandværker udfordres løbende af mere og mere lovgivning – mere eller mindre relevant.

Vandværkerne tæppebombes med det ene krav efter det andet med begrundelsen, at vi skal kunne levere rent drikkevand – kun simpelt vandbehandlet.

De seneste fund af fremmede stoffer – ofte under den officielle sundhedsmæssige grænseværdi – synes at have bragt myndigheder og politikere i en stigende tilstand af panik. Der stilles hurtigt krav: – om lukning af vandværker – om lukning af boringer – med udstedelse af forbud mod snart det ene og snart det andet. Nogle gange får man det indtryk, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Det seneste eksempel var fundet af CTA, som i foråret medførte et panikrav om, at alle vandforsyninger skulle teste for stoffet med en uhyrlig lav grænseværdi på 0,01 μg/L. Der blev krævet lukning af et vandværk, lukning af boringer og flytning af kildepladser. Efterfølgende fandt man så ud af, at stoffet ikke var så ”farligt” alligevel, og grænseværdien kunne hæves fra 0,01 μg/L til 0,1 μg/L.

Resultat? Mange vandværker blev påført unødvendige udgifter til prøvetagning og andre foranstaltninger, hvilket især for de mindre forbrugerejede vandværker er en økonomisk belastning.
Man kan så spørge sig selv om, hvad det er, der foregår? Er det teoretikere – som har læst nogle bøger – der bestemmer, eller husker man også at spørge praktikere, som har mange års erfaring?
Lad mig slå fast.

VI SKAL HAVE RENT DRIKKEVAND
Men blot at have én løsning på eventuelle problemer med drikkevandet, som drastisk hedder ensidig lukning af velfungerende vandværker – i den mildere form lukning af boringer og flytning af kildepladser – er ufornuft.
Skal vi blot ukritisk bruge af nyt grundvand, som så ikke vil være til rådighed for kommende generationer? Skal de så, når det grundvand, vi har hentet, er opbrugt, vende tilbage til de gamle kildepladser?

NEJ – der bør arbejdes med alternative løsninger. Og det bør ske på et videnskabeligt veldokumenteret grundlag. Og det skal naturligvis være økonomisk forsvarligt.

Den lette løsning er: FIND NOGET NYT GRUNDVAND OG FLYT KILDEPLADSEN.
Det er imidlertid ingen garanti for, at så er alle problemer løst. Kan nogen udstede garanti for, at den eventuelt nye kildeplads forbliver uforurenet?

Den rigtige løsning må være: RED EKSISTERENDE KILDEPLADSER I VIDEST MULIGT OMFANG.
Det kan og bør ske ved at udvikle og implementere nye metoder, der kan levetidsforlænge nuværende kildepladser, så de kan benyttes i en længere årrække.
Derved sikres på et oplyst og redeligt grundlag rent drikkevand til vores børn, børnebørn og kommende generationer langt ud i fremtiden fra sikre kildepladser.
Og til det formål kan de decentrale forbrugerejede vandværker yde et væsentligt bidrag.
Det postuleres ofte, at stort er godt – der er stordriftsfordele. MEN – der er også væsentlige stordriftsulemper, som ikke må overses. Er der en fejl i et mindre decentralt vandværk berøres normalt kun et lille antal forbrugere. Sker der fejl i et stort vandværk, er der stor sandsynlighed for, at antallet af forbrugere, der påvirkes, mangedobles.