De fleste vandværker kender problemet. Forbrugere, som mangler vand eller rettere tryk, ikke så meget dem, som ligger tæt på hovedforsyningsledningerne, men dem, som har et stort forbrug og ligger i forsyningsnettets yderste ende. Vandværket får klager. Det ender med, at trykket på hovedværket sættes op, så forbrugeren bliver tilfreds. Dette kan ske flere gange, mens der sker udskiftning i bestyrelsen. Til sidst er der ingen, som kan huske det oprindelige tryk. På et tidspunkt begynder der at komme ledningsbrud i den »gamle« del af ledningsnettet, og strømregningen pr. udpumpet m³ stiger i forhold til tidligere år. Trykket nærmer sig 6 bar, og forbrugere nærmest vandværket får problemer med deres sikkerhedsventiler. Situationen er uholdbar, og der bør gøres noget. Vandværket har nu flere muligheder for at ændre den nuværende driftssituation.

1. Ændring af ledningsnettet, således der lægges nye ledninger frem til de områder, som er problemet.
2. Øge trykket yderligere og opbygge områder med trykreduktioner.
3. Trykforøger til området med ønske om højt tryk.

Ændring af ledningsnet er ofte en meget dyr løsning, idet det ofte indebærer gravearbejde i områder med belægning. Hertil kommer de forstyrrelser, som det giver i lokalsamfundet. Forretningsdrivende er som oftest ikke særlig glade for opgravninger i deres område.

Trykreduktion indebærer, at man øger trykket for at forsyne en lille del af forbrugerne for så at reducere trykket igen til hovedparten af forbrugerne.

Ved opsætning af en trykforøger øges trykket kun for de forbrugere, som har behovet. Herved får vandværket flere fordele i form af bedre driftsøkonomi og mindre problemer med ledningsnettet.

Ved trykforøgning bygger vandværket en trykforøger ind på steder i ledningsnettet, hvor det vil komme en eller flere forbrugere til gavn. Det kan for eksempel være ved områder, som ligger højere end vandværket, eller hvor der en større forbruger i enden af ledningsnettet. Er problemerne kun hos en enkelt forbruger, kan trykforøgeren placeres hos denne. Er problemerne hos flere forbrugere, må trykforøgeren oftest placeres i det offentlige rum.

En trykforøger kan være flere ting, men den består af følgende hovedkomponenter. Tilgangsledning, pumpe, styring, afgangsledning og hus til beskyttelse af installationen. Til og afgangsledningen er oftest bestemt af den eksisterende ledning, som findes i området. Pumpen er oftest en centrifugalpumpe, men der forekommer også installationer, hvor der anvendes dykpumper. Styringen afhænger af, hvorvidt der ønskes regulering efter konstanttryksprincippet, frekvensomformer, eller ved on/off med hydrofor. Huset er naturligvis afhængig af anlæggets fysiske størrelse, den ønskede placering og servicemuligheder. Oftest ses trykforøgerne placeret i underjordiske brønde, men også i råvandsstationer, som fx også anvendes til boringer. Her afhænger det meget af, hvor meget anlægget må synes i det åbne land. Under placeringen af trykforøgeren skal der også tages hensyn til strømforsyningen. Placeres den hos den enkelte forbruger, som har behovet, kan der evt. findes en løsning med denne, hvis ikke, skal der afsættes et sikringsskab med sikringer og måler. Er pladsen til det, er en placering i en råvandsstation at foretrække. Det giver en god mulighed for den efterfølgende service og kontrol. Med en placering i en brønd skal vandværket sikre sig, der ikke kan trænge vand ind i brønden, således installationen oversvømmes. Der findes i dag brønde i PE, som lever op til disse krav. Oftest installeres der en lille lænsepumpe, som kan tømme brønden, hvis der kommer vand i den. Der kan fx komme en del vand i forbindelse med service af pumpen. Når trykforøgeren monteres kan vandværket med fordel vælge at montere en bypass, således forbrugerne kan forsynes ved service eller nedbrud på pumpen. Trykforøgeren kan nu levere det ønskede tryk til de pågældende forbrugere, således alle er tilfredse, samtidig med det ikke har været nødvendigt at øge trykket på vandværket yderligere. Vandværket har måske endda haft mulighed for at sænke trykket yderligere.

Eksempel (driftsdata hentet fra Grundfos WebCaps):
Årlig udpumpet mængde 100.000 m³.
Afgangstryk 5,5 bar.
Pumpe CR 15-5. Optaget effekt og ydelse ved 5,5 bar. 4,09 kw og 17,2 m³/h. 0,238 kw/m³. (4,09/17,2).
Dvs. ved en mængde på 100.000 m³/år skal pumpen køre 5814 timer (100.000/17,2), hvilket er 23.780 Kwh. (5814 * 4,09). Eller 0,238 * 100.000 = 23.800 Kwh.
Reduceres trykket på hovedværket med 1 bar vil CR 15-5 have en optagen effekt og ydelse på 4,28 kw og 21,3 m³/h. 0,201 kw/m³. (4,28/21,3).
Dvs. ved en mængde på 100.000 m³/år skal pumpen køre 4695 timer (100.000/21,3), hvilket er 20.095 Kwh. (4695 * 4,28). Eller 0,201 * 100.000 = 20.100 Kwh.
Dvs. ændres trykket med en bar, reduceres energiforbruget på hovedværket med 3.700 Kwh.

Udgiften til trykforøgeren er lidt mere vanskelig at regne på, da det afhænger meget af situationen. Vi antager trykforøgeren er CR 3-3, som skal øge trykket det ene bar, som hovedværket har sænket trykket. Forbrugerne på denne del aftager 15.000 m³/år. En CR 3-3 vil have en optagen effekt på 0,308 Kw og en ydelse på 3,95 m³/h ved 1 bar. 0,078 Kwh/m³ ( 0,308/3,95).

Dvs. ved en mængde på 15.000 m³/år skal pumpen køre 3.797 timer (15.000/3,95), hvilket er 1.169 Kwh. (3.797 * 0,308). Eller 0,078 * 15.000 = 1.170 Kwh.

Total besparelsen bliver herved 2.530 Kwh (3.700-1.170). Denne besparelse syntes måske ikke at være meget, men hertil kommer formodentlig en yderligere besparelse ved mindre vedligehold på ledningsnettet. Lavere tryk betyder oftest et mindre antal af rørbrud.