Vandets mand i Brovst
Vand og vandværker udgør det halve liv for Kristen Simonsen i Brovst. Kristen Simonsen fyldte 80 år 10. september 2012, men trods sin høje alder er han stadig aktiv og en god ambassadør for vandværkerne og det rene drikkevand.
Kristen Simonsen blev født på en landejendom udenfor Aars. Han voksede op blandt syv søskende, og efter job ved landbruget, militærtjeneste og en periode på landbrugsskole i Bramming blev han uddannet inseminør på Malling Landbrugsskole og derefter ansat ved Han Herreds Kvægavlsforening. Det var i 1956.
20 år senere begyndte Kristen Simonsen, som var flyttet til Brovst, at interessere sig for vand og vandværksdrift. Han blev opfordret til at stille op til valg til bestyrelsen for Brovst Vandværk – blev valgt og derefter udpeget som formand.
Kristen Simonsen satte sig grundigt ind i tingene, og blev så grebet af sagen, at det ikke varede længe før han blev valgt bestyrelsen i Foreningen af Vandværker i Danmark, FVD. Han blev formand for foreningens Region Nord med flere end 400 vandværker i Vendsyssel, Aalborg-området, Skive, Struer og Lemvig. Her var der en opgave at tage fat på, og det varede ikke længe før end Kristen Simonsen havde et stort netværk som han kunne trække på, og som kunne gøre brug af hans praktiske erfaringer med vandværket i Brovst. For nogle år siden besluttede bestyrelsen for Brovst Vandværk at opføre et helt nyt vandværk i udkanten af byen. Der blev samtidig udført nye boringer på et egnet areal et stykke derfra – og man fortsatte med administration, værksted, mødelokale osv. i det gamle vandværk, hvor Kristen Simonsen har en plan om, at det smukke vandtårn fra 1900-tallet skal laves til en turistattraktion – et udkigstårn, hvor alle kan få lov at se byen lidt fra oven.
I Brovst blev der også etableret fælles vandforsyning med nabobyerne Halvrimmen og Arentsminde. Der er omkring 2400 forbrugere som alle får vand fra det nye vandværk, der er opført og installeret så elegant og gennemtænkt, at det har været – og stadig er – genstand for mange besøg fra andre vandværker. Vil man vide noget om vand, kan man spørge Kristen Simonsen – og det er lige meget om spørgsmålet kommer fra en skoleklasse eller en professionel vandværksmand. Kristen Simonsen svarer beredvilligt på både tekniske og lovgivningsmæssige spørgsmål. Han er godt inde i stoffet og er en stor kapacitet på vandværksområdet. Derfor er han også en efterspurgt dirigent ved møder i vandværkskredse – og forstår at skære igennem, når han mener at et emne er tilstrækkelig belyst, eller når der skal træffes en beslutning.
Når der er vandværksmesse i regionen er Kristen Simonsen tovholder. Det er også ham der står i døren og byder gæsterne velkommen og giver dem en nyhed eller to med på vej rundt på standene.
God drikkevandskvalitet er Kristen Simonsens kæphest, og han har aldrig kunne forstå, at nogle er villige til at give op til flere kroner for en flaske mineralvand, når det gode og rene drikkevand kan tappes direkte fra hanen til nogle få øre pr. liter. Derfor har han udleveret drikkedunke til eleverne i Brovst… Et tiltag i 2013 er information om Brovst Vandværk gennem en profilbrochure som kan komme til at danne forbillede for andre vandværker. Man kan nemlig ikke informere for meget, mener Kristen Simonsen.
Foreningen af Vandværker i Danmark sætter pris på Kristen Simonsens arbejde og ildhu for drikkevand. I 2010 hædrede foreningen ham med en guldnål og en ny pris som han blev den første modtager af. Hele tilværelsen er ikke kun vand for Kristen Simonsen. Han er en mand med godt humør, som også sætter pris på et glas vin og godt selskab. Desuden har han menneskeligt overskud til nyt bestyrelsesarbejde og er i øvrigt i spidsen for andelsboligforeningen Bomgaardslund i Brovst og formand for Brovst Seniorklub. Han er desuden optaget af kursus-aktivitet – for man ved jo aldrig hvad man kan få brug for hen ad vejen, som han udtrykker det.