Indvindingskapacitet

Den grundvandsmængde (råvandsmængde), der kan indvindes fra vandværkets boringer. Normal målt i m³ pr. time.

Generalforsamling

Almene vandværkers øverste myndighed.

Generalforsamlingen udstikker retningslinjerne for driften, større nyanskaffelser og økonomien af vandværket efter indstilling fra den siddende bestyrelse.

Beredskabsplan

Alle vandværker skal udarbejde en beredskabsplan, der beskriver, hvad der skal ske, hvis der fx sker en akut drikkevandsforurening. Læs evt. mere under lovgivning.

Beredskabsplanen er en køreplan, der beskriver, hvordan vandværket skal håndtere en situation, hvor den normale forsyning ikke kan opretholdes. Det kan for eksempel være ved akutte forureninger, ledningsbrug eller strømsvigt. Planlægningen af beredskabet bør ske i samarbejde med kommunen.

Administration – og lovgivning

Vandforsyningsloven definerer bl.a. opgavefordeling mellem Miljøministeriet, kommune og vandforsyning.

På portalen vandguiden.dk findes under rubrikken ”lovgivning” et link til de mest vigtige love og bekendtgørelser, som vandværksbestyrelser har brug for.

Til at bistå sig ved udarbejdelsen af indsatsplaner, jf. §13, opretter kommunalbestyrelsen et koordinationsforum bestående af repræsentanter for vandforsyningerne i kommunen, andre berørte myndigheder, jordbruget, industrien og eventuelle andre relevante parter i kommunen.

Regeringen besluttede, at der skulle gennemføres et »Serviceeftersyn i Vandsektoren«. Dette eftersyn medførte i 2007 en ny lovgivning på området. Bl.a. at alle vandforsyninger, der indvinder over 200.000 m³ vand om året, skal deltage i benchmarking. I 2009 og 2010 skal størstedelen af vandindvindingstilladelser fornyes. Dette kan medføre øgede krav, hvilket allerede nu, kan være hensigtsmæssigt at forberede sig på.

Staten eller de 7 miljøcentre udfører kortlægningen, og kommunerne overtager resten af vandforsyningsadministrationen herunder indsatsplanlægningen. Alle opgaver vedrørende vandforsyningen relaterer sig til kommunen.

Kommunen behandler ansøgning om indvindingstilladelser til udførelse af boringer, indvinding af grundvand til vandforsyning, bortledning af vand under prøvepumpning, skyllevand samt evt. vand fra afværgepumpning.

Kommunen fastsætter de vilkår, som gælder for indvindingstilladelser m.m. – herunder omfanget af den obligatoriske kontrol med drikkevandet og målinger, pejling af grundvandsstand i ro og drift m.m.

I februar 2013 blev bekendtgørelse nr. 132 om kvalitetssikring på almene vandforsyningsanlæg vedtaget. Her defineres de opgaver, som bestyrelserne skal udføre. Opgaverne er forskellige afhængig af om vandværket udpumper mere eller mindre end 17.000 m³ vand pr. år. Det hele drejer sig om kurser og indførelse af ledelsessystem.

Forhøjet kimtal

SPØRGSMÅL

Hej ekspertpanel!

Vi havde for tre år siden problemer med coliforme bakterier i vores boring. Vi fik monteret en forsegling, så overfladevand ikke mere kan løbe ned, og vi klorede brønden og systemet, hvorefter vandprøven blev OK (altså bortset fra lidt for meget nitrat).

Jeg husker, at du advarede om en kimtals eksplosion, så vi klorede kun een gang, og det er ikke gjort igen siden. Men den nye vandprøve efter tre år viser kimtal 1600 pr. ml. , altså 8 gange højere end grænseværdien.

Mit spørgsmål er så, om det kun er fra boringen kimen kommer, eller om det sandsynligt også er fra rørsystemet..?

Prøveudtagningen gik lidt i kludder, fordi de kom uanmeldt, så jeg udskyllede stikledninger meget sjusket samtidigt med at køkkenvandhanen løb de obligatoriske 10 minutter.

Jeg tænker i bakspejlet, at det nok var dumt, fordi det kan have rusket op i noget i rørene, og det kan være havnet i vandprøven. Et par dage forinden havde jeg også renset afkalkermagneten i vandværkskælderen, og den kan måske også have løsnet noget. Jeg har tænkt mig at bestille en ny vandprøve og skylle det hele godt igennem først (8-10 timer). Er du enig i den strategi, eller kan jeg gøre noget mere eller noget bedre.? Sælger du evt. et økonomisk testsæt til egenkontrol af kimtal.?

På forhånd tak for svar.

Venlig hilsen
Jakob B.


SVAR

Hej Jacob

Når det gælder totalkim er selv trykændringer nok til at give udslag, da du jo ikke indvinder sterilt grundvand. Kim vil ofte sidde på alle belægninger i rør m.m. Kim i mindre forekomst er heller ikke sundhedsskadelig, da vi netop er afhængig af dem i vores eget fordøjelsessystem.

Derfor bør du ikke ændre på trykket ved prøveudtagning og slet ikke foretage nogen form for ændringer i anlægget i længere tid op til den obligatoriske prøvetagning – eller i hvert fald få evt. sådanne nedskrevet af prøvetager til selve rapporten – men da dette nok ikke tæller hos kommunen er det bedste helt at udsætte prøvetagningen nogle uger – hvis det igen skulle forekomme.

Ja- vi har et sæt med 4 kim test totalkim- inkl. vejledning(dk), kr. 72 plus forsendelse og plus moms. Jeg kan kun anbefale dig at udføre egenkontrol fx årligt både for kim 22 og 37 gr. og coliforme bakterier, så du altid vil være på forkant mht. mikrobiologi. Som minimum i god tid op til den obligatoriske kontrol, så du kan nå at foretage evt. nødvendige forbedringer.

Men husk at prøvehanen blot skal løbe stille og roligt i fx 10 min – altså med et minimum af trykændringer – andet behøver du faktisk ikke når det vel at bemærke er en hane med jævnligt forbrug – helst en udelukkende koldtvandshane.

Vandværks-passer system

System til løbende tilstandstjek af vandværkets hoveddele – enten som papir eller edb/IT-model. Se også vandværkets ledelsessystem.

Vandværkets ledelsessystem – KUV

System, som er udviklet af Syddjurs Vandråd og DVN med både kursus og ledelsessystem, som opfylder betingelserne i bekendtgørelse nr. 132. Er en kombination af teori, praktiske øvelser og praktik på eget vandværk. Forløbet slutter med et beskrivende ledelsessystem, som afleveres både som ringbind og i dropbox, læs mere på dvn.dk

Vandværk – ikke alment

Anlæg som forsyner mellem 2 og 9 forbrugsenheder (husstande o.a.).

Vandværk alment

Anlæg som forsyner 10 eller flere forbrugsenheder (husstande o.a.).

Vandråd

I hver kommune søges der nedsat vandråd, som har det primære formål at koordinere samarbejde mellem vandværker i kommunen.