Indsatsplanlægning

Indebærer kortlægning af grundvandets beliggenhed og beskyttelse samt planlægning af dets udnyttelse. Ændringerne til Vandforsyningsloven blev tilføjet i 1998, og forpligter kommunerne til at udføre denne opgave, men åbner også mulighed for, at vandforsyningen selv kan udarbejde indsatsplaner. På baggrund af indsatsplanen iværksættes grundvandsbeskyttende foranstaltninger. Staten kortlægger for gebyrpenge, og kommunen udfører selve indsatsplanen.

Erstatningsboring

Vandforsyningsloven (§21.2) giver mulighed for, når en vandforsyning akut er indskrænket, at etablere en ny boring til erstatning af den gamle uden forudgående tilladelse. Der skal dog indgives en anmeldelse til kommunen, inden arbejdet iværksættes. Kan ikke benyttes af vandværker, der har to eller flere boringer.

Administration – et historisk resume

Vandforsyningsloven definerer bl.a. opgavefordeling mellem Miljøministeriet, kommune og vandforsyning.

På portalen vandarkiv.dk findes under rubrikken »lovgivning« et link til de mest vigtige love og bekendtgørelser, som vandværksbestyrelser har brug for.

Til at bistå sig ved udarbejdelsen af indsatsplaner, jf. §13, opretter kommunalbestyrelsen et koordinationsforum bestående af repræsentanter for vandforsyningerne i kommunen, andre berørte myndigheder, jordbruget, industrien og eventuelle andre relevante parter i kommunen.

Regeringen besluttede, at der skulle gennemføres et »Serviceeftersyn i Vandsektoren«. Dette eftersyn medførte i 2007 en ny lovgivning på området. Bl.a. at alle vandforsyninger, der indvinder over 200.000 m³ vand om året, skal deltage i benchmarking. I 2009 og 2010 skal størstedelen af vandindvindingstilladelser fornyes. Dette kan medføre øgede krav, hvilket allerede nu, kan være hensigtsmæssigt at forberede sig på.

Staten eller de 7 miljøcentre udfører kortlægningen, og kommunerne overtager resten af vandforsyningsadministrationen herunder indsatsplanlægningen. Alle opgaver vedrørende vandforsyningen relaterer sig til kommunen.

Kommunen behandler ansøgning om indvindingstilladelser til udførelse af boringer, indvinding af grundvand til vandforsyning, bortledning af vand under prøvepumpning, skyllevand samt evt. vand fra afværgepumpning.

Kommunen fastsætter de vilkår, som gælder for indvindingstilladelser m.m. – herunder omfanget af den obligatoriske kontrol med drikkevandet og målinger, pejling af grundvandsstand i ro og drift m.m. På www.fvd.dk kan du finde oversigt over love, bekendtgørelser, vejledninger.

I februar 2013 blev bekendtgørelse nr. 132 om kvalitetssikring på almene vandforsyningsanlæg vedtaget. Her defineres de opgaver, som bestyrelserne skal udføre. Opgaverne er forskellige afhængig af om vandværket udpumper mere eller mindre end 17.000 m³ vand pr. år. Det hele drejer sig om kurser og indførelse af ledelsessystem.